top of page

Har du talt om din kollega i dag?

Det sker hver dag på gangen ved kaffemaskinen eller efter mødet. Vi sladrer om hinanden. Jeg tror ikke, jeg har været på en arbejdsplads, hvor man ikke sladrer. Nogle steder mere end andre. Nogle steder mere giftigt end andre. Og det kan virkelig påvirke arbejdsmiljøet.



Men sladder er tosidet. På den ene side kan det være noget, der kan være ødelæggende for trivslen og tilliden blandt medarbejderne. På den anden side viser forskning også, at sladder skaber fællesskabsfølelse og er en usædvanlig god og effektiv måde at få information rundt på. Så der er fordele, men bestemt også ulemper ved sladder.


Vi sladre i 52 minutter om dagen

Jeg læste for nylig om en undersøgelse, der viste, at vi i gennemsnit sladrer 52 minutter om dagen. De 52 minutters sladder er fordelt på neutral sladder (sladder som viderebringer information uden at være specifikt negativt eller positivt ladet) negativ sladder (Sladder hvor der tales negativt eller grimt om en anden person, der ikke er til stede), og positiv sladder (hvor en person omtales i rosende vendinger).


Sladderen i de 52 minutter fordeler sig således:


- 15% var negativ sladder

- 9% var positiv sladder

- 76% var neutral sladder.


Jeg troede egentlig, at vi sladrede væsentligt mere negativt, så det var lidt overraskende. Alligevel kom jeg til at tænke over, om man som virksomhed og leder kan øge andelen af positiv sladder og dermed nedbringe mængden af negativ sladder. For kan sladder være en af nøglerne til en bedre arbejdsplads, hvis vi får en ny og mere bevidst tilgang til det, men fokus på positiv sladder?


9 måder at skabe mere positiv sladder

Så hvordan kan man som virksomhed og leder øge andelen af positiv sladder? Her kommer 9 forslag, både dem, du selv kan implementere med det samme, og dem, der kræver, at alle i afdelingen, teamet eller virksomheden er med på ideen.


1. Send uopfordret ros til en person. Alle bliver glade for uopfordret ros, og det er noget man kan huske rigtig længe. Det burde vi virkelig gøre noget oftere.


2. Sig noget pænt om en kollega, der ikke er der. Gør det hver dag. Det kan bare være en lille ting. For eksempel, "hun er så god til at præsentere", eller "han har virkelig skabt flotte resultater".


3. Forsvar en person, der ikke selv er til stede for at forsvare sig selv. Det får andre til at stoppe op og lige overveje, om kritikken er berettiget.


4. Giv det videre. Lad den positive sladder nå personen for øre. Det at få at vide, at flere andre snakker positivt om en, bygger virkelig selvværd. For eksempel, "Peter fortalte lige, at du havde lavet en fantastisk præsentation på kundemødet".


5. Fokuser på det positive: Det er så nemt at fokusere på alt det negative, men tag et bevidst valg og skift dit fokus og begynd at jagte de positive ting, der sker omkring dig, og fremhæv dem for andre. For eksempel, "hvor er det skønt, at kundeservice har fået så gode anmeldelser på det sidste".


6. Roser, rosenknopper og torne: Indfør denne teamøvelse på jeres afdelingsmøde. Tanken er, at man evaluerer et projekt, en opgave eller bare dagen. Alle deltagere skal medbringe roser (positive highlights), torne (ting, der irriterer eller giver udfordringer), og rosenknopper (ting, der kan forbedres). Den åbne samtale om både det gode og det dårlige gør sladder ret overflødigt.


7. Trofæet: På et tidspunkt havde vi en lille hæklet Yoda-dukke, som teamet en gang om ugen i fællesskab blev enige om, hvem der skulle have. Det var en ære at få Yoda, for så havde man gjort noget specielt godt i ugen, der var gået. Alle kunne indstille kandidater til at få ugens Yoda. Det var sjovt nok aldrig svært at blive enige, og hver uge fik vi altid lige fremhævet de ting, som folk havde gjort virkelig godt i plenum. Så få indkøbt et lille trofæ, der kan fungere som en vandrepokal!


8. I tale sæt THINK-akronymet: 

T = True - Er det sandt, delvist sandt eller falsk det du siger? 

H = Helpful - Siger du det for at gøre andre bedre? 

I = Inspiration - Inspirerer du andre med det, du siger? 

N = Necessary - Er det nødvendigt eller vigtigt, det du siger, bliver sagt? 

K = Kind - Er det sagt ud af venlighed.


9. Lav et team kodeord. Aftal et ord, som alle må sige, hvis nogen falder i negativ sladder fælden. Så siger man Ribs, Skagen eller Kaffe-kage, og så ved den anden, at det er tid til at stoppe op, samtidig med at man ikke behøver kritisere den, der sladrer.


Ved at dreje opmærksomheden fra negativ til positiv sladder kan vi selv være med til at fremelske en arbejdsplads med en atmosfære af trivsel og tillid. Enkle initiativer som daglig ros, kollegialt forsvar og praktiske øvelser kan styrke samarbejdet og opbygge gensidig tillid. En positiv kultur på jobbet skaber ikke bare succes; den får også arbejdsglæden tilbage.

 

Hvis du er interesseret i hvordan man opbygger en god virksomhedskultur så læs også dette blogindlæg:  Virksomhedskultur = virksomhedens immunforsvar? (milleschou.com)



Comments


066E3FAC-EC90-4473-868E-FD4B1F3032DD.PNG

Skønt at se dig her! 

Mit håb er at kunne inspirere dig en smule og måske ændre lidt på dit verdensbillede af, hvad god ledelse er. Jeg er en "people-person"; for mig er mennesker i centrum! Men lad dig ikke narre, jeg er dybt fascineret af alle de digitale muligheder, der findes. Jeg tror blot ikke, at man kan maksimere værdien af disse muligheder uden at tage højde for de mennesker, der skal sikre, at de udnyttes fuldt ud.

Inspiration lige i indbakken?

Tak for din tilmelding

Hvad har du på hjertet?

Send mig gerne en besked

Tak for din besked!

bottom of page