Må jeg ikke nok putte dig i en kasse?....Please! - DEL 1

6 alternative ledertyper, drysset med sukker.
Jeg har altid drømt om at lave mine egne ledertyper. For ind imellem er det bare fedt at putte folk i kasser (Skal læses med slet ironi i stemmen). Det har altid været en del af vores menneskelige natur, at vi gerne vil putte folk i kasser, for urmennesket handlede det om overlevelse. Om hurtigt at kunne afgøre, om den person de mødte var ven eller fjende. Så selv om vi i dag ikke har det behov i det moderne samfund, så elsker vi troligt at putte folk i kasser, det gør alting så nemt.
Jeg er ingen undtagelse, og jeg gør det ret bevidst! Det er ikke politisk korrekt, men gennem årene har jeg observeret mange ledere og proppet dem ned i mine mentale kasser. Jeg har simpelthen ikke kunnet lade være med at have min egen lille screening og scanningsalgoritme. Og over tid er det blevet til 6 forskellige kasser, som ledere falder ned i.
De 6 ledertyper, som jeg beskriver i dette blogindlæg, har fået et godt drys sukker (i form af positive egenskaber). Forhåbentlig finder du en type eller to, hvor du tænker, de minder mest om mig. Sådan er jeg eller sådan vil jeg gerne være. For hver af de 6 typer, jeg beskriver, kan noget interessant og vigtigt. Men bare rolig, jeg er ikke kendt for at pakke ting ind i bobleplast, så når du har fundet dig selv og måske din chef eller kollega i en eller flere af ledertyperne, skal du læse del 2 af dette blogindlæg, for der kommer vi ind på alle skyggesiderne af de 6 ledertyper.
Så helt subjektivt, helt uden fakta til at underbygge den og baseret alene på personlige observationer og erfaringer, kommer her mit bud på at sætte ledere ind i kasser.
1. Pyramiden: Nogle ledere minder om pyramider - de er imponerende, urokkelige, trygge, men til tider også lidt fastlåste og kantede. De har indflydelse og kan spille det politiske spil i store organisationer. De kan virke lidt skræmmende og utilnærmelige på en eller anden mytisk måde, som gør, at man får en form for ærefrygt. Pyramideledere har ofte en dyb forståelse for organisationens rødder og trækker ofte på tidligere erfaring og succeser, når de skal træffe beslutninger. De er ikke bange for at bære ansvar eller arbejde hårdt for organisationens mål.
Nøgleord: Styrke, tryghed, historie og traditioner.
2. Træet: Andre ledere minder om træer. De er stærke og foranderlige. De vokser og tilpasser sig. Stærke rødder gør træer modstandsdygtige og giver dem styrken til at bøje sig uden at knække. Ligesom træer kaster deres blade om efteråret, så omfavner denne leder også forskellige sæsoner og udfordringer med en fleksibel tilgang. De er kendt for trods skiftende omstændigheder at fortsætte med at vokse og udvikle sig selv og deres medarbejdere. Deres fleksibilitet og evne til at tilpasse sig nye ideer og innovationer gør dem til værdifulde ressourcer i organisationen.
Nøgleord: Stærke, fleksible, givende og udviklende.
3. Floden: Nogle ledere minder om floder, der konstant flyder og tilpasser sig deres omgivelser. De er fleksible og har evnen til at finde nye veje og omgå forhindringer, for vand finder altid en vej. Floder kan også symbolisere forbindelse, da de forbinder forskellige steder. Disse ledere er gode til at bygge bro mellem forskellige afdelinger eller holde og skabe harmoni i organisationen. De er de fødte diplomater, som på stille og rolig vis forsøger at løse gordiske knuder. De er limen i organisationen, de får ting til at ske uden du opdager, at det var dem, der havde den afgørende indflydelse, for de er eminente til at få andre til at samarbejde. De har nemlig ikke behov for at banke sig selv på brystet, i stedet klapper de folk på skulderen og bygger deres selvtillid op.
Nøgleord: Samarbejde, limen, tilpasning, brobygning, udvikling.
4. Fyrtårnet: Så er der Fyrtårnene. Det er ledere, der giver retning og inspiration til deres team. Ligesom et fyrtårn guider skibe sikkert gennem farvande i mørket, giver disse ledere klarhed og vision. De fungerer som et pålideligt referencepunkt og pejling, der hjælper med at undgå farer og navigere gennem udfordringer. De holder fast og er vedvarende og har altid det lange lys tændt. De kan inspirere og samle deres team mod fælles mål. Med et fremadskuende syn tilpasser de organisationen til fremtidige udfordringer og muligheder. Deres evne til at skabe følgeskab og motivere andre til at følge trop, gør dem til en uvurderlig ressource.
Nøgleord: Visionære, inspirerende, fremsynede og følgeskab.
5. Gartneren: Nogle ledere er som gartnere, der dyrker deres team og organisation som en have. De sørger for at plante frø (idéer), give dem den rette pleje og næring (træning og ressourcer) og beskære de døde grene (ineffektive processer). Disse ledere skaber et miljø, hvor medarbejdere kan trives og blomstre, og resultatet er derfor et arbejdsmiljø, der minder om en frodig have. Fællesskab og fælles mål er ofte i højsæde, og kulturen bærer præg af nysgerrighed og kreativitet. En gartner sørger for, at medarbejderne trives og bliver produktive på deres egne vilkår.
Nøgleord: Trivsel, kreativitet, nysgerrighed, fællesskab.
6. Fyrværkerimesteren: Så er der til sidst fyrværkerimesteren. Denne type leder er i stand til at skabe fantastiske og spektakulære øjeblikke. De har en idérigdom ud over det sædvanlige, og de brænder af entusiasme og energi. De er fyldt med kreative ideer og kan sælge selv de mest uventede koncepter og overbevise andre om, at de er lige, hvad organisationen har brug for. Det er aldrig kedeligt med denne type leder, ofte sidder man tilbage med oplevelsen af, at det "var fandens godt fundet på". Med fyrværkerimesteren er der altid syv nye projekter i pipeline, og altid noget, som kan fejres.
Nøgleord: Idérigdom, sælgende, entusiasme, spændende.
Er der nogen, jeg har glemt?
Kunne du se dig selv i en eller flere af dem? Beslut dig allerede nu for, hvilke du selv hælder mest til, og gå så videre til blogindlægget om de 6 ledertypers skyggesider. Måske ændrer du mening undervejs? www.milleschou.com/post/må-jeg-ikke-nok-putte-dig-i-en-kasse-please-del-2
Comments