top of page

Lederuddannelsen, vi alle burde tage!

Vi har alle travlt, og tanken om at påtage os mere kan virke urealistisk. Bare det at følge med i Aula-beskeder er et deltidsjob i sig selv, og så står den lokale spejderforening og spørger, om du ikke lige kunne hjælpe med at sælge juletræer, og sportsklubben mangler en kasserer. Men tanken om at påtage sig noget frivilligt arbejde hænger bare ikke sammen, i din optik.



Måske skulle du alligevel overveje det. For det er netop her i de frivillige foreninger, at du kan lære nogle af de kompetencer som arbejdsmarkedet efterspørger hos dygtige ledere.


Her kommer mine observationer om, hvilke lederkompetencer man udvikler som frivillig i en lokal klub:


1.Skabe formål: I en frivillig forening har jeg aldrig hørt nogen snakke om manglende formål. Vi ved præcis, hvorfor vi er der, og vi er der, fordi der er et formål, vi kan relatere til, som giver mening, og som vi ønsker at bakke op om. Har din virksomhed lige så klart et formål?


2. Udvikle mennesker: Opgaven i en frivillig forening er ofte at få andre til at vokse, blive bedre og opleve succes. Når først man har prøvet det, ved man, at det giver en enorm personlig følelse af tilfredshed og glæde. Den følelse skulle vi helt sikkert kunne genskabe ved at udvikle vores egne medarbejdere.


3.Etablere tilhørsforhold: Fællesskabet og samhørigheden er noget, der skal arbejdes bevidst på. For at kunne fastholde frivillige kræfter, bliver man nødt til at sikre anerkendelse af det, den enkelte bidrager med til fællesskabet.


4.Få nye perspektiver: I en frivillig forening møder du folk, du ellers aldrig ville have omgivet dig selv med. Og i starten kan det godt være, at de får dine små nakkehår til at stritte, for de har måske ikke en baggrund som din eller et selvværd, der har gjort dem til ledere. Men tro mig, man finder ret hurtigt ud af, at de har nogle helt andre og fantastiske kvaliteter at byde ind med. Ærligt talt ser man også ret hurtigt, hvilke menneskelige kompetencer man måske selv burde dyrke mere.


5. Håndtere mangfoldighed: I en frivillig forening er det en broget flok af ildsjæle med meninger og holdninger. Det er et studie i at kunne rumme alle og sørge for, at alle kan komme til bordet med noget. Og det skal du gøre, mens du reelt ikke har ledelsesretten over dem, da de jo er frivillige og bare kan gå. Tro mig, det lærer man meget af som leder.


6. Dilemma ledelse: I en frivillig organisation er der aldrig penge nok eller frivillige nok. Det skaber en masse dilemmaer, som man skal tage hånd om. Så her lærer du bestemt dilemmaledelse, for hvis valget står mellem to halvdårlige løsninger, hvilken vælger man så, og hvordan får man frivillige til at brænde for en halvdårlig løsning?


Læs lige overskrifterne igennem hurtigt igen. Er vi ikke enige om, at det er kompetencer, vi alle kunne blive bedre til og få gavn af?


Så find et par timer ugentligt og byd ind med din hjælp i en frivillig forening. Det er frustrerende, sjovt og absolut lærerigt som leder.


Hilsen forkvinden for Rosenholm Rideklub


Måske vil dette blog indlæg omkring hvordan vi uddanner ledere i Danmark også have din interesse Tænk, hvis 37.000 medarbejdere meldte sig syge på én gang! (milleschou.com)

Comments


066E3FAC-EC90-4473-868E-FD4B1F3032DD.PNG

Skønt at se dig her! 

Mit håb er at kunne inspirere dig en smule og måske ændre lidt på dit verdensbillede af, hvad god ledelse er. Jeg er en "people-person"; for mig er mennesker i centrum! Men lad dig ikke narre, jeg er dybt fascineret af alle de digitale muligheder, der findes. Jeg tror blot ikke, at man kan maksimere værdien af disse muligheder uden at tage højde for de mennesker, der skal sikre, at de udnyttes fuldt ud.

Inspiration lige i indbakken?

Tak for din tilmelding

bottom of page