top of page

Stress er ikke problemet. Det er vores FORHOLD til stress, der betyder noget

Tænk tilbage på i går.

Havde du en meget stressende dag?

Ja eller nej?


Hvis du svarede ja, så er du ikke alene. Faktisk oplever 20% af danskerne et dagligt højt stress niveau. (Kilde: Gallup 2024- State of the Global Workplace).


State of the Global Workplace 2024 - Gallup
State of the Global Workplace 2024 - Gallup

Men lad os vende spørgsmålet lidt på hovedet:

Hvis du kunne vælge, ville du så helst have en stressende dag i morgen – eller en dag uden stress?


Let valg, ikke? Selvfølgelig ville du tage dagen uden stress.

Men hvorfor egentlig?

Er det, fordi stress er farligt? Dårligt? Noget, vi skal undgå for enhver pris?

Det er i hvert fald dét, vi har lært.


Vi har fået at vide, at stress nedbryder kroppen, skader hjernen og i værste fald kan være livsfarligt. Vi taler om stress, som om det er en sygdom, der skal kureres.


Men hvad nu, hvis det ikke er så sort-hvidt?


Stressparadokset: Når stress både er skadeligt og gavnligt

Stress har et lidt dårligt ry, men forskningen viser, at det ikke er så enkelt.

En stor undersøgelse fra University of Wisconsin fulgte 30.000 mennesker over otte år. Resultatet var overraskende:


👉 Stress er kun skadeligt, hvis du tror, det er skadeligt.


Deltagere, der oplevede meget stress, men ikke så det som farligt, havde faktisk en lavere dødelighed end dem, der havde lavt stressniveau, men troede, at stress var farligt (Kilde: Keller et al., 2012).


Det er tankevækkende, ikke?

Det betyder, at det ikke kun er mængden af stress, der afgør, hvordan vi har det – men hvordan vi tolker den.


Hvordan oplever du stress? Trussel eller udfordring?

Stress er ikke kun én ting – det er en fysiologisk respons, der kan tolkes forskelligt afhængigt af, hvordan vi ser på den.


Forestil dig, at du skal holde en vigtig præsentation.

Din puls stiger, hænderne bliver måske fugtige, og din krop gør sig klar. Det er de samme fysiologiske reaktioner, uanset om du føler præstationsglæde eller panik.


Men hvordan du tolker dem, har stor betydning.

  • Hvis du opfatter situationen som en trussel, vil stressreaktionen få din krop til at spænde op, din hjerne til at gå i alarmberedskab, og din energi vil blive brugt på at bekymre dig.

  • Hvis du opfatter situationen som en udfordring, vil din krop stadig reagere, men du vil opleve det som aktivering og parathed frem for overbelastning.


Forskning viser, at vores fortolkning af stress har direkte betydning for, hvordan den påvirker os. Hvis vi ser stress som noget farligt, øger vi sandsynligheden for, at den bliver en belastning. Hvis vi derimod ser det som en naturlig reaktion, der hjælper os med at yde vores bedste, vil kroppen arbejde med os i stedet for imod os.


At skifte perspektiv kræver bevidst træning, men det er muligt – og det kan være en afgørende faktor for, hvordan vi håndterer stress i hverdagen.


Hvad betyder det for os som ledere?

Som ledere bliver vi trænet i at forebygge stress og spotte stresssymptomer hos vores medarbejdere.

Vi får at vide, at stress er noget, vi skal eliminere.


Men mit syn på det har ændret sig en del. For hvis stress ikke altid er skadeligt, men afhænger af vores tilgang til det – hvordan skal vi så “spotte” det?


Kan vi overhovedet identificere, hvornår stress er en reel belastning, og hvornår det faktisk er en naturlig og sund reaktion?


Mit bud? Nej, det kan vi ikke.

Og derfor tror jeg, at vores opgave som ledere ikke ensidigt er at fjerne stress, men at hjælpe vores medarbejdere med at håndtere det på en sund måde.


Tre ting, du kan gøre som leder

Tal åbent om stress som en naturlig del af præstation – Hvis vi tør tale om stress på en mere nuanceret måde, fjerner vi frygten omkring det.


Hjælp medarbejderne med at skifte mindset – Når vi mærker stress, kan vi bevidst forsøge at tolke det som spænding frem for overbelastning. Det kræver træning, men det gør en kæmpe forskel.


Skab en kultur, hvor det er okay at tale om belastning – Mange går først til lederen, når de allerede er knækket. Hvad hvis vi i stedet kunne have samtalen langt tidligere?


Stress er en del af livet – brug det rigtigt

Vi kommer aldrig til at fjerne stress helt. Og det skal vi måske heller ikke.

For hvis vi lærer at håndtere stress rigtigt, kan det faktisk gøre os stærkere, mere modstandsdygtige og bedre til at præstere.


Så næste gang du mærker stress, så prøv at stoppe op et øjeblik.

Ser du det som en trussel – eller som en udfordring?


Svaret kan gøre hele forskellen.



Comentários


066E3FAC-EC90-4473-868E-FD4B1F3032DD.PNG

Skønt at se dig her! 

Mit håb er at kunne inspirere dig en smule og måske ændre lidt på dit verdensbillede af, hvad god ledelse er. Jeg er en "people-person"; for mig er mennesker i centrum! Men lad dig ikke narre, jeg er dybt fascineret af alle de digitale muligheder, der findes. Jeg tror blot ikke, at man kan maksimere værdien af disse muligheder uden at tage højde for de mennesker, der skal sikre, at de udnyttes fuldt ud.

Inspiration lige i indbakken?

Tak for din tilmelding

Hvad har du på hjertet?

Send mig gerne en besked

Tak for din besked!

bottom of page